”VOLDTÆGT som krigsvåben”

Katia Forbert Petersen & Annette Mari Olsen

- Instruktørerne om filmen:

Vi begyndte optagelserne til denne dokumentar for mere end 20 år siden, på et flydende hotel ”Flotel Europa”, som lå ved kajen i Københavns havn.  Her var indkvarteret 1000 mennesker, som havde haft held til at slippe væk fra den krig, der var brudt ud i Bosnien (Balkan krigen 1992-95).  De fleste var kvinder og børn.  En gruppe kvinder i fælleskøkkenet berettede desperat om massevoldtægt brugt som våben for at jage dem væk fra deres hjem og land - for at accelerere etnisk udrensning.At voldtægt blev brugt som våben i krig var chokerende for os. Man skulle umiddelbart tro, at den slags var et afsluttet kapitel efter anden verdenskrig, i hvert fald i Europa. Det var svært at begribe. Det var vores motiv til at realisere denne dokumentar. Men det tog os mange år, før vi var følelsesmæssigt stærke nok til at tage fat på emnet.

Brugen af voldtægt som krigsvåben og krigsstrategi er vokset kolossalt.  I det 20. århundrede bliver der begået flere massevoldtægter i krige end nogensinde før. Denne urgamle metode til etnisk udrensning og erobring af territorier fortsætter.

I dokumentaren "Voldtægt som Krigsvåben" er krigen i Bosnien valgt som case. Efter tyve år står denne krig stadig klart i vores erindring, og den er en del af Europas historie, hvor også Danmark har spillet en rolle. Tidsperspektivet gør det muligt at eksponere konsekvenserne.

Når en kvinde voldtages, rammes hele familien. Den går i opløsning af skam og en ydmygelse, der senere udvikler sig til had og ønske om hævn.

Filmens tema bevæger sig i et absolut tabuområde, både personligt og politisk. Den skam, som de voldtagne kvinder bærer på, hænger fast og gennemsyrer hele samfundet og rammer de efterfølgende generationer. Det var jurister, læger, lærere, politikere, bønder, kvinder fra alle samfundslag der blev voldtaget - og piger helt ned til 12-års alderen. I vores dokumentar bygger vi problemstillingen op omkring et persongalleri og deres vidnesbyrd. De stærke som kæmper for et retsopgør og dem som nærmest er blevet til zombier og ikke kan komme videre i deres liv, på trods af, at der er gået så mange år. De har en fælles tragedie og en fælles følelse af, at bødlerne ikke bliver retsforfulgt for voldtægt. Filmen dokumenterer kvindernes tanker, fysiske tilstand og manglende juridisk opbakning.

Da krigen var forbi, blev de ansvarlige ikke dømt, hverken ved de lokale domstole og heller ikke ved det Internationale Krigsforbryder Tribunal i Haag (ICTY). Lovgivningen fokuserer ikke på de krigsvoldtagne kvinders situation, og uden en sådan juridiske retfærdighed har de svært ved at fortsætte livet og få deres selvværd tilbage. Det inficerer også de efterfølgende generationer.

Voldtægtsforbryderne fra krigen går frit omkring, mens kvinderne er bange for at vende tilbage til deres hjemegn. Under retssager om krigsforbrydelser bliver voldtægt konstant nedprioriteret. Vi følger hvordan krigsforbryderdomstolen i Haag nedprioriterer den voldtægtsforbrydelse, der blev begået mod en af dokumentarens hovedpersoner af en højtstående og berygtet officer fra krigens tid.

Den politiske verden i Bosnien så helst at kvinderne tav. Forsoning mellem de krigsførende parter er blevet deres kæphest. De 25.000-40.000 kvinder, som var udsat for massevoldtægt, står alene tilbage med deres fortvivlelse. Kun 61 krigsforbrydere er blevet dømt for voldtægt under krigen i det tidligere Jugoslavien.  Systematisk massevoldtægt fortsætter som krigsstrategi i nutidens krige.

Emnet er komplekst, såvel menneskeligt som historisk og politisk. Vi har bygget vores dokumentar op omkring syv kapitler, syv uhyggelige eventyr. De syv eventyr er ikke nogen fantasifortælling. De er sandhed. En sandhed som føles umenneskelig, uvirkelig og uretfærdig.